Lau
Født i 1993. Familien består af Miriam (39 år), Niels-Erik (41 år), Bjørn (15 år), Thor (10 år) og Lau (8 år) som er psykisk udviklingshæmmet.
Lau blev født efter 2 timers veer, en hurtig og uproblematisk fødsel. I 4 måneders alderen observerede jeg manglende øjenkontakt, og dette skulle blive et kendetegn i en del år frem i tiden. Ved Boel-prøven scorede Lau 0 point (!), den blev gentaget en måned senere med samme resultat. Sundhedsplejersken mente der var tale om dårlig/manglende hørelse, og de næste 6 mdr. gennemgik vi et ocean af høretests, mundende ud i at Lau hørte ganske udmærket, han havde bare ikke altid lyst (!) til at reagere.
Vi var da glade for den besked, og levede et stresset liv de næste to år. Jeg havde børnepasningsorlov, Lau var hyperaktiv, men dårlig motorisk, havde heller intet sprog. Han manglede ikke stimulation, hans to år ældre bror var også hjemme, og det var et rent helvede. Lau pillede ved alt, spiste alt, sov næsten ikke.
Da Lau var 2½ og stadig ikke kunne gå mere end et par skridt med støtte, og kun sige enkelte ord, som dog var helt perfekte (!) flyttede vi. Den nye læge i den nye kommune var meget hjælpsom, han iværksatte med det samme at vi blev indlagt til obs en uge på Børneambulatoriet i Roskilde. Afhandlingen af sagen var desværre en farce – vores obslæge mødte ikke op - vi fik en udtalelse om at han var motorisk og sensorisk dårlig, derfor ville vi blive fulgt af en fysioterapeut. Desuden var han retarderet på et eller andet niveau (!). Dette udløste dog med det samme en plads i specialgruppen i en børnehave i vores nye kommune, og det viste sig at være alle tiders. Efter et halvt år, fik vi en specialpædagog tilknyttet Lau, og hun var fantastisk god. Vi havde et rigtig godt samarbejde. Laus største handicap var hans sociale liv - han havde ikke noget. Legede parallelt med de andre børn, viste ingen interesse for at deltage i fælleslege. Virkede ligeglad med alt. Dette bedredes langsomt. Hjemme gik det dog stadig dårligt, elendigt søvnmønster, skrigeture, pilleri og efterhånden som sproget blev bedre, endeløse enetaler om alle mulige (syntes vi på det tidspunkt) underlige emner. Da Lau var omkring 4 år, fik vi aflastningsfamilie, som vi er glade for. Der er han stadig hver anden weekend – skiftevis en kort og lang weekend.
Nu er Lau 8 år, og går på andet år (nu en førsteklasse) i en specialklasse med 6 børn. Han har et godt sprog, og en god visuel hukommelse. Han er meget selvhjulpen, vil gerne være med til alt – men er stadig ikke god til sociale spilleregler. I sfo´en, som er i vores egen kommune, er der 120 andre børn. Lau har en støtte på, hun er nr. 2, og vi er meget glade for hende, den anden var totalt uinteresseret i Laus problemer, hun forstod simpelthen ikke hvad det gik ud på.
Han er i bund og grund en glad dreng, vel på niveau med en 4-5årig, men er meget ustabil. Dette gælder både humør og indlæring. Nogle dage går det helt fint, andre dage er det noget l…, og alle omkring ham risikerer et kvælertag, at han spytter på dem eller spænder ben og skriger ukvemsord. Han har for nylig lært en masse interessante ord såsom ”møgluder”, ”idiot” osv. og udtryk som ”jeg smadrer dig” ”jeg slår dig ihjel” osv, - så dem kommer han med, når det er en dårlig dag. Da vi igår kørte hjem fra sfo´en, passerede vi en politibil som han gav fingeren. Vældig morsomt… han er et barn der er meget svært at opdrage.
Mulige diagnoser? ”Vores” ppr har ikke noget bud, inde i billedet har været DAMP og autisme, men alligevel ikke.
Den 4. oktober skal vi til et netværksmøde på kommunen, med en masse psykologer, sagsbehandler, skole og sfo – håber der kommer noget konstruktivt ud af det.
Miriam og Niels-Erik
(opdateret sep. 2001)