Efterårskursus 2008

”Kommunikation med og om det udviklingshæmmede barn”

 

Kursusholdere
Tove Svendsen, psykolog, www.ceud.dk
Allan René Olesen, www.addfocus.dk

Sted:
Vissenbjerg Storkro

 

Af Jens Chr. Obel

Efter generalforsamlingen fredag aften – hvor vi fortsat mangler et par bestyrelsesmedlemmer - var vi lørdag morgen klar til kursets tema om "Kommunikation med og om det udviklingshæmmede barn".
 
Lørdag tog Tove Svendsen os med gennem sin mangeårige erfaring med samtaler og behandling af
mennesker med udviklingshæmning. Det er i denne sammenhæng væsentligt at skelne mellem begrebet udviklingshæmmede børn, eller børn med udviklingshæmning. Synspunktet kan forekomme banalt, men der er for mig en væsentlig forskel på et udviklingshæmmet barn og et barn med udviklingshæmning.

Grundlæggende har vi, og de der kender vores barn (familie, venner m.fl.), tendens til at fokusere på handicappet, som herved bliver det væsentligste i vores billede af barnets personlighed. Vi skal lære at øve os i, i stedet at lære børnene at kende.  Hvem er de? Og hvad rummer de? Kun gennem at udtrykke sine følelser udvikler barnet sig, og vi skal som forældre blive bedre til at tale til deres følelser, se og høre dem, anerkende og bekræfte deres følelser - og ikke mindst møde og forsøge at forstå deres følelser. Først når der er ligeværd, anerkendelse og nærvær i kommunikationen, kan vi støtte barnet i at udvikle identitet, kerne og selvværd. Det er uden tvivl en svær øvelse, og jeg tror vi må gribe i egen barm og forsøge at lave om på og forbedre de paradigmer, vi hver i sær har i forhold til kommunikationen med vores børn.
 
Søndag morgen blev vi mødt af en sprudlende og rigtig festlig fyr, nemlig Allan René Olesen. Allan var helt fantastisk til at føre os ind i sit univers af kommunikationens mangfoldigheder. Dagligdagssituationer blev decikeret og tolket på en måde, der ikke var til at misforstå, og vi måtte gang på gang "slå os på lårene af grin" med tårer i øjnene.
Allan formåede gennem hele sit foredrag at opretholde en "kant" i budskabet om nødvendigheden af ligeværdig og anerkendende kommunikation, der skaber relationer. Nogle af Allans grundtanker er:
•    Vi kommunikerer med følelser
•    Du siger ikke det, du selv mener at sige, men det som andre hører
•    Vi skal sige, hvad vi vil have, frem for hvad vi ikke vil have
•    Alle valg er i udgangspunktet grundlagt af følelser
Vi havde alle er par fantastiske dage med hyggeligt samvær og gode indspark til alle vores daglige udfordringer i arbejdet med at skabe gode og sunde rammer for vores børns udvikling. Vi håber at se rigtig mange af jer til de kurser, vi tilbyder i foråret og efteråret 2009.