Efterårskursus 2007

”Et liv med kronisk syge eller handicappede børn”

 

Kursusholdere
•    Niels Elkjær Krog familieterapeut, www.familiensterapeut.dk
•    Merete Hansen, cand. mag., familieterapeut,  www.kempler.dk
Sted: Hjarnø Kursuscenter

 

Efterårskursus 26. – 28. oktober på Hjarnø.
Af  Jens Chr. Obel

Pludselig sad vi der og spiste pandekager med hjemmelavet is og syltetøj til dessert. Vist nok en Hjarnø-specialitet, men herligt smagte det.

Vi var 32 voksne, der havde besluttet at bruge weekenden sammen på kurset med temaet ”Et liv med kronisk syge eller handicappede børn”. Merethe Hansen og Niels Elkjær Krog, der begge er uddannede terapeuter og familierådgivere fra Kemplerinstituttet, skulle lede os igennem weekenden.

Lørdagen blev indledt med en stor rundkredssnak – uden borde m.v. – uha, hvad var det dog vi havde indledt os på!

Selvom mange af os i forvejen kendte hinanden og vores børn, var det en god øvelse at høre og selv fortælle lidt om vores egen lille familie, og hvordan livet her og nu så ud fra det sted, hvor vi befinder os. En del af øvelsen gik på at vi skulle forestille os en metafor for vores familie, og navnlig det handicappede barn. Opfindsomheden og eftertænksomheden var stor, og der blev lagt mange kræfter i netop at finde den metafor som passede den enkelte familier, her kommer nogle af dem:
-    en klovborg ost (tager den tid den skal tage)
-    en fuldblods racerbil på afveje med slør i styretøjet
-    en ukendt gave vi er ved at åbne
-    Oslobåden i stormvejr
-    En knagerække (den der samler familien)
-    Pinnochio (båndene der binder)
-    En opdagelsesrejse
-    Godt vejr, men et uvejr truer i det fjerne
Alle sammen gode billeder som vi nok alle et eller andet sted kan nikke genkendende til.

Resten af lørdagen blev brugt til at tale om trivslen i en familie, og det at være familie og par i en familie med et eller flere børn og med handicappede børn, og ikke mindst alle de frustrationer vi både som par og forældre dagligt oplever og lever med. Alt kan ikke komme med her, men jeg har prøvet at tage nogle af de vigtigste budskaber med:
-    vi skal være forældre for vores børn – ikke behandlere
-    man skal være noget for sig selv, før man kan være noget for andre
-    det handicappede barn må ikke blive et projekt
-    det handler ikke om hvad barnet har lyst til, men hvad det har brug for – og navnlig fordi barnet har brug for at forældrene holder sammen.
-    Det handicappede barn må ikke få ansvaret for at være en ”prop” i forældrenes eller søskendes liv
Sammenfattende kan meget af samtalen udtrykkes ved, at trivslen i en familie afhænger af hvordan forældrene/parret har det sammen. Familiens trivsel er med andre ord et spejl af forældrenes indbyrdes forhold. Vi skal som par fokusere på at bruge tid på og med hinanden, og sørge for at vi har det godt sammen. Når vores børn ser og observerer, at far og mor har det godt sammen og elsker hinanden, har vi skabt det bedst mulige fundament for hele familiens trivsel.

En del af lørdagen blev også brugt på henholdsvis en mande- og en kvinde-rundkredssnak, hvor vi frit fra leveren kunne tale om de udfordringer og frustrationer, samlivet med vores partner giver. Kvinderne og mændene måtte vel at mærke ikke kommentere eller stille spørgsmål under snakken.
Meget ”overraskende” viste det sig, at mange af de stemninger og frustrationer, der opstår mellem par, er helt identiske fra familie til familie, og meget handler også om sex!. Dybest set må budskabet være, at vi som par skal give rum til hinanden, men også blive bedre til at gøre ting sammen. Endelig handler det også om, at vi skal turde spørge om hjælp og udtrykke vrede/angst, uden at partneren via kropssprog og stemningen skal gætte sig til, hvad der efterspørges.

Søndag formiddag fortalte Merethe og Niels om de helt særlige udfordringer, det giver at være søskende til en handicappet. Der kunne bruges meget tid på dette område, men vi havde kun begrænset tid. Som forældre til både handicappede og raske børn skal vi dog være meget opmærksomme på, at:
-    børn samarbejder, også med ting de ikke trives med (det samme gør forældre)
-    børn svarer det, de tror vi gerne vil høre, og ”spørger” derved indirekte, om det var det ”rigtige” svar, de gav (kropssprog)
-    børn tåler forskelsbehandling – hvis de får lov at udtrykke deres savn
-    det vigtigste er ikke, hvordan de tager det (hvad de gør). Det vigtigste er, hvordan de har det (hvad de føler)
-    børn har det lettere, hvis de bliver set, hørt og anerkendt
-    børn har ikke et tilstrækkeligt erfaringsgrundlag til at kunne svare på/forholde sig til spørgsmål/forhold om det handicappede barn.

En dejlig weekend med godt vejr, god mad - og ikke mindst herligt samvær med alle kursisterne - var ved at være til ende. Vi kunne have brugt meget mere tid på fordybelse, men jer er sikker på, at vi alle fik nogle redskaber og budskaber med hjem, som er umiddelbart omsættelige i vores dagligdag, og som kan være med til at bedre trivslen for os selv og vores børn. Held og lykke.